Der er dans, til dem der ønsker at udforske de mange forskellige slags danse. Til dem der vil lave flotte shows for de andre elever, forældre og på skoler og
til arrangementer rundt omkring på Sjælland.
Kreativ er for de kreative sjæle, hvor der vil blive tegnet, bygget, malet og syet værker, som bliver udstillet rundt omkring på skolen. Du vil komme til at
vide meget mere om opbygning af kunst og hvad der ligger bag, når en kunstner laver sit værk.
Friluftsliv er for dem der elsker at være ude i naturen. Du vil prøve mange forskellige aktiviteter som f.eks. rappelling, kano, bivuakbygning, kajak,
klatrevæg og meget mere. Du vil opleve naturen fra en side, du sjældent kommer til normalt og Svenstrup ligger dejligt placeret midt i den.
Er du god til guitar, sidder tasterne på et keyboard naturligt for dig eller bliver du en lille stjerne, når du får en mikrofon i hånden? Så er liniefaget
musik nok noget for dig. Du vil prøve en masse nye sange og komme til at spille til arrangementer i løbet af året. Bl.a. er der tradition for rockfestival
og musik til teaterugen.
Er du den nye Bendtner eller Agger? Så er fodbold for dig. Svenstrup har både et pige- og drengehold, som hvert år deltager i både DM og SM. Ud over det,
er der en række venskabskampe med andre efterskoler.
Er du til sport, men gerne andet end kun fodbold, så skal du vælge idræt. Her får du mulighed for at prøve en lang række forskellige sportsgrene. Der er
de klassiske som badminton, floorball, basketball, spring, men også de mere utraditionelle som amerikansk fodbold, forhindringsbaner og triatlon.
På Svenstrup vil du opleve en lang række sjove og indholdsrige aktiviteter. Vi tager hvert år en uge på skitur med både slalom og langrend. Der vil være
temafest, hvor kun fantasien sætter grænser for indholdet. En teateruge, hvor alle sejl sættes for at skabe en fantastisk teateraften for forældre og venner. Alle er med, når scenen skabes, kostumerne syes, musikken spilles, dansene vises og stykket opføres!
Endelig er der en masse andre aktiviteter som rockfestival, kordag, 24-timers løb, gallafest, fødselsdagscafeer, fællesaftener, valgfag og meget mere…
Efter et år på Svenstrup Efterskole, vil du have gennemgået et år med en spændende boglig undervisning målrettet mod en gymnasial uddannelse. Du vil være rustet til at tage folkeskolens afsluttende prøver og bevæge dig videre til f.eks. gymnasiet, handelsskolen eller HTX.
Et år hjemmefra virker måske vildt, når man kun er 15-16 år gammel. På Svenstrup vil du mødes med mange andre på din alder og I vil lave rigtig mange aktiviteter sammen. Du vil få en masse nye venner og opleve et sammenhold, som kun en efterskole kan give det.
Svenstrup lyder måske ikke så tosset?
Skulle alt dette have pirret din nysgerrighed, så klik lidt videre rundt på hjemmesiden og se billederne fra alle de nævnte liniefag og fra alle aktiviteterne. Du finder også mange flere informationer på resten af hjemmesiden og du er altid velkommen til at kontakte og spørge os om ting, du mangler svar på.
Se bl.a mere her: