Svenstrup Efterskole
Teateruge
Teateruge
Et af skoleårets allerstørste højdepunkter er den uge, hvor skolebøger, tyske verber og problemregninger lægges til hvile, for at skolen i stedet - i løbet af rekordtid - omdannes til én stor sydende teatervirksomhed.

ALLE elever og medarbejdere sætter ALT ind på at skabe årets forestilling med ALT hvad der hører til af skuespil, dans, musik, sang, kostumer, sceneteknik, teatercafé samt en teateravis, der intensivt følger og dokumenterer processen, som kulminerer i en række forestillinger for andre efterskoler, forældre og venner.

Intet er GIVET denne uge! Vi har en plan, men præcis hvad der sker med den undervejs, og hvor vi ender, er ikke til at sige på forhånd. Det eneste der er helt sikkert, er at det bliver vildt kaotisk, skide skægt og søvnløst udmattende. Hvert år er det hårdrejsende spændende om det, VIRKELIG også denne gang, skal lykkes at nå målet, hvor ALT går op i en højere enhed, når tæppet går og ALLE er HELT fokuseret på, at publikum skal have den bedste oplevelse

Nøgleordene er engagement, samarbejde, kreativitet og knofedt!

Der skal løftes i flok, og selvom nogle løfter mere end andre, løfter alle og har deres rolle i et større spil, hvad enten det gælder om at bygge scenen, synge solopartiet, kreere plakaten, skrive manuskriptet, sy kostumer til danserne eller smøre sandwich og dække borde. Det gælder om at finde lige den opgave, hvor man kan give sit bedste bidrag til succesen. Hvert år er vi vidne til overraskelser, når elever folder talenter ud som ingen anede de besad – måske heller ikke dem selv.

I denne uge vander vi elevernes vækstpotentiale med substral og giver sammenholdet en spand kul. Der er med andre ord mulighed for at vokse meget på kort tid og få en uforglemmelig oplevelse.

Hallen laves om til en teatersal i løbet af ugen. Her er billeder fra stykket Realitytjek som blev opført af årgang 11/12
Svenstrup Efterskole
© Copyright Svenstrup Efterskole 2010-12 - LærerIntra - Webmail